Hvordan beskriver vi vores pædagogik uden at ende i en traditionel beskrivelse, som ligner alle andres, når vi nu synes, at vi gør noget helt særligt. Jeg vil prøve gennem denne fortælling:
I meget gamle dage, før skolereformen, pisa-undersøgelserne og sågar forældreintra blev opfundet, vandrede en ung lærer ved navn Christen gennem lyngen et sted på den jyske hede og indåndede den krydrede duft. Han lod sine tanker flyve – det gjorde han tit – men de blev stædigt ved med at kredse om den lille Marie, som mildest talt var en håbløs elev. Han overvejede da, om det var hans undervisning, der var noget galt med, selvom han gjorde, som han havde lært, man skulle gøre.
Han havde fået at vide, at børn var tomme væsener, der skulle fyldes op med voksenting, for så ville de automatisk blive klogere. Det gav jo mening på en måde, tænkte han, men kunne det virkeligt være rigtigt, at de bare skulle lære en masse ting udenad, som de ikke forstod, fordi det egentlig var skrevet for voksne. Nogle af passagerne i biblen og salmerne forstod han ikke engang selv til fulde.
Lille Marie kunne ikke lære bibelhistorierne udenad. Hun blev ved med at glemme ordene i den rigtige rækkefølge og sad til sidst bare og græd i stedet for at prøve mere. Christen syntes det var synd for hende, og hun lærte heller ikke noget. Han var så langt væk i sine tanker, at han næsten trådte på en hugorm, der hurtigt forsvandt ind under en lyngplante.
Fra da af og resten af livet fortalte Christen historierne fra biblen med sine egne ord, så børnene bedre kunne forstå dem, i stedet for bare at læse dem højt. Pludselig kunne lille Marie – og de andre børn – meget nemmere huske og lære historierne. Samtidig blev de også gladere og mere interesserede og fik derved lyst til at lære endnu mere.
Christen var den dag i lyngen nået frem til, at det måske var en god ide at tale til børnenes fantasi, forestillingsevne og indre billeder, som allerede er til stede, frem for at tale på en måde som de endnu ikke forstår. Han lavede om på sin undervisning, så den vakte børnenes nysgerrighed i stedet for deres skræk for ikke at kunne lære udenad.
Mange år senere, da den unge lærer var blevet en ældre mand og havde startet mange nye skoler med nye måder at undervise på, fortalte han historien om lille Marie og sagde:
For at undervisningen kan være sand og virkelig fordres to ting:
For det første: At lærerens væsen og gemyt er gennemtrængt af kærlighed til og levende interesse for ypperligheden og nødvendigheden af den sag der omhandles, således at elevens væsen, ved det levende ords ubegribelige kraft, ligesom åbner sig for at optage de tanker, følelser og forestillinger i sig, som det er lærerens hensigt at meddele.
For det andet: At den sag der meddeles, er af den beskaffenhed, at eleven på sit åndelige standpunkt virkelig er i stand til at modtage den på en sådan måde, at den enten kan vække eller nære hans åndelige liv.
Disse to ting er uomgængeligt nødvendige, hvor en åndelig befrugtelse skal finde sted, og de er undervisningens grundprincip.
Denne fortælling om fortællingen, og Kolds egne lettere floromvundne ord om undervisning, er sidenhen blevet understøttet af forskellige didaktiske, pædagogiske og psykologiske begreber som f.eks. motivationsteori, læringsteori, relationel forståelse, nærmeste udviklingszone, differentieret undervisning, læringsstile osv..
Kolds opdagelse; at børn lærer bedre, hvis man tager udgangspunkt i deres forudsætninger, altså fantasien, nysgerrigheden og forestillingsevnen og læreren selv er engageret og vil noget med sin formidling og derved formår at gøre stoffet relevant og meningsfuldt for børnene, er blevet et grundprincip i den læringsform, der praktiseres på de Grundtvig-koldske skoler.
Vi tror på, at det samme udgangspunkt er væsentligt i arbejdet og samværet med mindre børn – børn fra 0-6 år, hvis vi også hos dem vil skabe de bedste betingelser for tryghed, læring og udvikling. Ethvert samvær med børnene skal opleves levende, begejstret og betydningsfuld for børnene, og det er os som voksne, der skal skabe grundlaget for, at vores handlinger kan give mening. Såvel børn som voksne lærer bedst, hvis de er trygge, åbne og oplever – i bredeste forstand. Vores handlinger skal være sammenhængende, meningsskabende, værdiladede og dermed dannelsesskabende i vores daglige samvær med børnene.
Børn er hele tiden i gang med et projekt om eget liv – et projekt som handler om at “lære at lære”. Børns selvvirksomhed bliver særlig betydningsfuld i såvel de formelle som de uformelle læringssituationer. Læringssituationer såsom leg, male, tegne mv., som fører til beherskelse af metoder, arbejdsteknikker, samarbejde, forhandling mv.
Vores udgangspunkt for det pædagogiske arbejde med børn er: Formelle og uformelle læringsrum. Styrede og ikke styrede læringssituationer. Imitation barn /voksen – barn /barn. De tre læringsrum: Den voksne hjælper og viser. Barnet er sammen med den voksne – barnet iagttager, gentager, imiterer – barnet er deltager eller iagttager. Den voksne arbejder med et eller flere børn. Den voksne går bagved. Barnet er sammen med andre børn – barnet leger, iagttager, organiserer, taler mv. Den voksne er der – som iagttager og støtter hvis noget går i stå. Den voksne går forrest. Der tilrettelægges bevidste og målrettede aktiviteter, projekter og temaer. De voksne støtter barnet til at nå den læreproces, som der er aftalt/planlagt. Personalet er ansvarligt for målsætning, planlægning, udførelse og evaluering, og det er derfor altid den voksnes vurdering, der skal ligge til grund for ovenstående.
Vi tror på, at det er forskelligt fra barn til barn, hvordan det lærer og tilegner sig ny viden. Nogle lærer bedst med kroppen, andre ved at lytte og nogle i et mere traditionelt læringsmiljø. Derfor skaber vi læringsrum, hvor børns forskellige læringsstile og kompetenceudvikling tilgodeses, uanset om man er holistisk, analytisk, impulsiv eller refleksiv, eller bedst udvikler sig auditivt, visuelt, taktilt eller kinæstetisk.